En hvalp på vej til LP, 2.del

En hvalp på vej til LP – Uddrag af en hundeførers dagbog. 2 del.

Dette er et uddrag af min dagbog, uddragene handler om mine tanker omkring lydighed før og nu, og om mit nye vidunder, som ved min hjælp vil vende snuden mod LP-ringen i fremtiden.

 

3 mdr.På opfordring fra min træningskammerat Lis har jeg været inde på Leo´s hjemmeside  for at få lidt ekstra ideer til træningen. Jeg har prøvet et par af trænings forslagne med stor succes og adressen på siden (www.home.no/leo1/ ) står nu som foretrukken på min PC, så den er hurtig at komme ind på, for det ser ud til at blive min bibel et stykke tid.

Jeg har nu lavet min første træningsplan. Jeg havde egentlig ikke regnet med at starte med træningsplaner allerede nu til Inky, men på den måde kan jeg bedre styre min spontanitet hvis det er nødvendigt og jeg kan bedre fastholde mig selv i det jeg har besluttet. Træningsplanen er et godt redskab til at undgå gentagelser af fejl fra min side.

4 mdr.

Lektien til hvalpetræningen er denne gang et eller andet useriøst trick, Charlotte (instruktør) siger at det ofte går bedst når man laver noget useriøst/tilfældigt i stedet for disse LP-øvelser som vi tager så alvorligt !! Inky har lært at gå slalom mellem mine ben, og kan næsten rulle på kommando, det tog kun en uge at lære og var både tankevækkende og inspirerende, i forhold til det vi ellers træner.

Inky går nu fint tre skridt fri ved fod med pladssidning til slut. Han går også det jeg kalder shapet fri ved fod, det er når jeg går væk fra ham, vender når han overhaler gentagende gange indtil han uden anden hjælp (ingen kommando , ikke lokke) selv vælger at gå tæt fri ved fod og kikker op på mig (hvad er det hun gør? hvor vil hun hen? jeg må heller holde skarpt øje med hende), efter få ”klik” i denne position, kan han følge rigtig langt i gang og løb, men sætter sig ikke når jeg stopper (pyt med det). Det er lige som om det er to forskellige øvelser men jeg regner med at jeg senere kan få det sat sammen til en helhed.

Men det er dog utroligt hvor dum jeg har være, jeg har set i min træningsplan, at for 4 uger siden besluttede jeg at bruge denne ”shapet fri ved fod”. Det lykkedes faktisk, den dag for 4 uger siden, men det har jeg bare glemt at fortsætte med og i stedet prøvet at øge længden når jeg fra pladssidning går tre skridt frem og afslutning med Inky på  plads, og så har jeg, fjols, gået og lokket både med stemme (den dér enorm appellerende søde men hektiske stemmeføring) og armbevægelser så staklen ser helt forvirret ud. En god trænings kammerat trøstede mig med, at vi jo ikke kan gøre for at vi er så dumme. Min instruktør roste mig for skrive ned og ikke mindst se tilbage.

På Leo´s hjemmeside skriver Øystein at han har konverteret til klikkermetode, det synes jeg er et stærkt udtryk, ligesom når man konverterer til en anden religion, men det passer fint i hunde-trænings sammenhæng, for det er næsten det man gør: skifter tro, tro på klikker som det helt rigtige, man skal så bare lige huske at dyrke den.

4½ mdr.

Vi har for nyligt købt vores første filmkamera og i dag har Jens-Erik, for første gang, filmet mig når jeg træner med Inky. Det er et uundværligt hjælpemiddel, som jeg har ønsket mig længe (og nu har vi ofret pengene på det), det er simpelthen så lærerigt at se sig selv ”udefra” , og jeg blev positivt overrasket her den første gang. Jeg er imponeret over Inky så flot og flydende han følger i fri ved fod. Den glade hale overrasker mig ikke, men den flydende måde han følger er noget særligt, jeg ved ikke om det er resultat af klikkermetoden, men flot er det. Når jeg ser mig selv på filmen kan jeg se at jeg laver lidt kropskommandoer som er fuldstændig overflødigt (det må være et levn fra gamle dage), f.eks. når Inky går på plads efter indkald, og ved 2 skridts øvelserne, det er ikke min krop han ser på, han ser faktisk ned på min fod, når han svinger sin lille rumpe pænt lige på plads. Nu har jeg bedre fornemmelse af hvad jeg skal arbejde videre med og har lige siddet og skrevet lidt nyt ind i min træningsplan for ”Inky´s fri ved fod”.

 

Hilsen Tine Wiberg Rasmussen